Sankt Barbara

 

Sankt Barbara: Artilleristernes skytshelgen

Indhold
     - Hvorfor den 4. december?
     - Legenden om Skt. Barbara.
     - Hvorfor skytshelgen for artilleriet?
     - Skt. Barbara i kunsten.
     - Om sangen "Sankt Barbara".

Tilbage

 

Hvorfor den 4. december?


Hvert år den 4. december samles artillerister over hele verden i deres garnisoner eller i deres kantonnement for at holde parade. Hvorfor sker det netop den 4. december?
Svaret på dette spørgsmål er, at den dag fejrer artillerister verden over Skt. Barbara, (hvis dødsdag det er). Ifølge gamle overleveringer er Skt. Barbara skytshelgen for bjergværksfolk, folk der arbejder med sprængstoffer, artillerister og mange flere. At Skt. Barbara af den katolske kirke for et par årtier siden blev afkanoniceret (ophørte med at have status af helgen), har tilsyneladende ingen ændringer medført i den holdning, som folk, for hvem hun var patron, indtager over for hende. Man kan med rette sige: "Men hvad kommer det os ved, vi er jo ikke katolikker her i landet, så hvorfor så fejre en helgen, ja oven i købet én, der ikke er helgen mere?" Her er svaret meget ligetil, idet det fra gammel tid har været naturligt for regimenter verden over, at gøre denne dag til deres navne eller fanedag, således at der stadig, selv om helgenen altså ikke er helgen mere, er god grund til, at højtideligholde denne dag. Men hvad enten den siden er blevet navnedag, fanedag, mindedag for faldne artillerister eller fødselsdag, og det er det, der primært højtideligholdes, så er dagen, når artillerister taler sammen Skt. Barbara-dag. At dagen højtideligholdes overalt i verden, selv i socialistiske lande, har vi eksempler på, idet der findes beretninger fra engelske officerer, der under Anden Verdenskrig deltog i højtideligholdelse af dagen hos sovjetiske styrker. Skt. Barbara-dag er altså, hvad man i moderne sprogbrug kan kalde den internationale artilleridag.

 

Til top


Legenden om Skt. Barbara


Hvem var så denne Skt. Barbara? Legenden, der fører begivenhederne tilbage til det tredje århundrede efter Kristi fødsel, fortæller følgende:
I Nocomedia i Lilleasien fødes omkring år 210 e.kr. en pige, som datter af en rig adelsmand ved navn Dioskuros. Ganske kort tid efter fødslen døde den lille Barbaras mor, og pigen voksede op som enebarn i en stærk beskyttet tilværelse, hvor faderen og tjenestefolk forgudede hende for hendes intelligens og skønhed. Af beskedenhed holdt hun sig for sig selv, deltog hverken i selskabelighed eller fornøjelser, og hendes valg af venner gjorde, at hun isolerede sig.
Hendes meget følsomme sind gjorde hende modtagelig over for kristendommen, og da hun hørte, at biskop Origenus var ankommet til Alexandria, skrev hun til ham, at hun ønskede at blive oplyst om kristendommen. Biskoppen sendte en diakon ved navn Valentinos, som underviste Barbara i den nye lære.
Faderen, der var en ivrig modstander af kristendommen, forsøgte på alle måder, at få datteren omvendt fra den kristne tro. Han skaffede rige og fornemme friere til sin datter, byggede et palads med rigt udsmykkede afgudsfigurer til hende, men lige meget hjalp det.
Hun ville kun gifte sig med en mand af hendes tro. Til slut blev faderen så ophidset, at han spærrede hende inde i slotstårnet.
Da faderen efter en rejse vendte hjem til slottet, fandt han alle afgudsbillederne ødelagt, og til de to vinduer, der var i tårnet, hvor Barbara var indespærret, havde hun ladet lave endnu et (som symbol på treenigheden), og desuden havde hun malet et kors på gulvet. Folk, som af faderen var sat til at bevogte hende, kunne fortælle, at hun fremsagde underlige bønner og anråbte Kristus og Jomfru Maria. Rasende gik Dioskuros til sin datter, men ikke alene vedgik Barbara sig sin tro, hun forsøgte også at omvende faderen.
Ude af sig selv forsøgte faderen nu at dræbe hende, men på hendes bønner åbnede tårnvuggen sig, og hun flygtede forfulgt af faderen ud i bjergene. Da faderen var ved at fange hende, flygtede hun gennem en åbning i fjeldet, som lukkede sig efter hende, således at faderen ikke kunne forfølge hende. Hun holdt sig skjult i bjergene til hun ved et tilfælde blev røbet. Faderen greb hende og førte hende som fange til præfekten Markpianos. Præfekten blev slået af hendes skønhed og mildhed og forsøgte at forsone faderen og hende. Men Barbara holdt fast ved sin tro og udsattes nu for stærk tortur for at få hende til at afsværge kristendommen.
Om natten skete der undere i fængslet, hvor Barbara var spærret inde. Det mørke fængsel blev overstrålet af et himmelsk lys, og Kristus viste sig for hende og sagde: "Vær frimodig, min datter, se jeg er med dig". Han læger hendes sår til stor forundring for hendes vagter. Også under torturen sker der undere. Glødende fakler, som man vil brænde hende med, slukkes så snart de kommer i nærheden af hende. Da Barbara på trods af torturen holder fast ved troen dømmes hun til døden.
Dioskuros, som enten drevet af raseriets vanvid eller ønsket om at behage sine guder, søgte og fik tilladelse til selv at eksekvere dødsdommen. Han slæbte Barbara op på et højt bjerg og halshuggede hende. Straks efter ugerningen blev han grebet af frygt og flygtede fra stedet, men på vej ned ad bjerget ramtes han af et lyn og udslettedes totalt. Den samme skæbne overgik også dommeren, der dømte hende. Dette var, siger legenden, den fjerde mirakuløse begivenhed, som åbenbarede den højestes vilje i Barbaras lange og smertefulde martyrium.
I følge legenden førte de kristne under ledelse af diakonen Valentinos nu martyrens lig til Nocomedia, hvor det blev gravsat i kirken. Omkring år 500 lod kejser Justinian relikvierne føre til Konstantinopel, hvor pave Leo i slutningen af det 5. århundrede lod bygge en kirke over graven. Hertil er der enighed i de forskellige kilder, der findes. For i virkeligheden er der også en ortodoks version af legenden, men indtil dette punkt er der ret stor overensstemmelse mellem de to versioner, bortset fra at Barbara i den ortodokse version kaldes Varvara. Men især hvad der er blevet af relikvierne siden de førtes til Skt. Marcus kirken i Venezia og senere derfra til Skt. Martin kirken i Buriano. Den ortodokse version hævder derimod, at relikvierne under storfyrste Michaiel Svjatopolk Isjaschlavitsch blev ført til Kiev, hvor storfyrste Michail i begyndelsen af 1100-tallet byggede en stenkirke til ærkeenglen Michael over graven.

 

Til top


Hvorfor en skytshelgen for Artilleriet


Hvornår Barbara er blevet skytshelgen for artilleriet, ved man ikke bestemt; men det stammer formentlig tilbage til begyndelsen af 1500-tallet. Det må siges, at det er naturligt, at det blev hende, især fordi der var tradition for, at man påkaldte hende, når man blev udsat for en pludselig og voldsom død uden at kunne modtage sakramenterne. Derfor påkaldte også soldaterne hende, og da man til i middelalderen forbandt lynet med artilleriet, og da dette i de første år var snævert forbundet med fæstningsværker, er det naturligt, når man tænker på legenden, at forbinde Barbara med artilleriet.
Således hedder det i en gammel håndbog for artilleriet: "Vort våben har en ret til arven efter Thor, thi vi skal værge land med lyn og torden". Professor dr. Karl Kunstle mener, at Skt. Barbara er blevet skytshelgen for artilleriet på grund af hendes tårn, der fik artilleristernes, som i begyndelsen var knyttet til forsvar af byer og fæstninger, til at tænke på de bygninger, hvorfra de forsvarede byer og fæstninger. Forbindelsen er altså: Tårn - fæstning - byer - artilleri. Dette kan også forklare, hvorfor Skt. Barbara også er patron for arkitekter, gravere, murere, tømrere, støbere, fanger og våbensmede. En anden ting er, at den hurtige og voldsomme død var noget, der til stadighed var nærværende for artillerister i 1500-tallet og meget langt frem i tiden, idet de jo omgikkes krudtet på nærmere hold end nogen andre, hvilket i middelalderen ofte medførte, at de kom voldsomt af dage, selv når der ikke var krigshandlinger. I den forbindelse kan nævnes det religiøse præg omgangen med krudt havde til langt op i det 18-århundrede.
Det hedder således i et manuskript fra begyndelsen af 1400-årene: "Artilleriskytten må ære og frygte Gud mere end andre krigsfolk, da han altid i krudtet har sin største fjende under hænderne". I et norsk manuskript fra 1698 hedder det: "---- for alting at sky al sværgen og banden samt al anden ond lyst, som overflødig drik af øl, vin og brændevin".
I en instruktion for den Dansk-Norske Hær fra 1776, og som vistnok aldring formelt er ophævet hedder det:
"Enhver som er på arbejde i eller uden for krudttårnet bør forrette deres gerning med en sådan ærbødig stilhed, som det sømmer sig på et sted, hvor (ifald den allerhøjeste Gud ikke selv i nåden holdt sin hånd over arbejdet) den mindste uforsigtighed ikke alene kan forvolde alle tilstedeværende livs forlis, men end også i et øjeblik kan forvandle såvel dette sted som de omliggende til en stenhob. Enhver formanes derfor at iagttage al muligste varsomhed og forsigtighed med krudtets behandling. Forbydes tillige alle og enhver på det skarpeste og alvorligste, hvad enten de er ved krudtets behandling eller dets transport, enten af fortrædelighed under arbejdet og endnu langt mindre af letsindighed, at lade udgå af deres mund nogen eder eller banden, eller nogen letsindig eller liderlig snak, hvorved den allerhøjestes navn bliver vanæret eller forhånet".
Det er derfor sandsynligt, at det er Skt. Barbaras voldsomme død og krudtets farlighed, som har gjort hende til skytshelgen for artilleriet. Skt. Barbara-motivet er anvendt i bomærket for hjemmeværnsdistrikt Birkerød.

 

Til top


Skt. Barbara i kunsten

Legenden om Skt. Barbara har gennem tiderne inspireret mange kunstnere, ikke mindst de gamle mestre.
Rundt om i verden især i de kirker, der i sin tid er blevet indviet til Skt. Barbara, finder vi gengivelser af hende og hendes liv, ligesom vi ofte finder hende på religiøse gruppebilleder. Som regel er hun malet med en eller flere af sine attributter, der er tårnet med de tre vinduer, alterkalk eller monstrans i den ene hånd og en palmegren i den anden. Palmegrenene er dog fælles for alle helgener, idet det er fredssymbolet og symbol for martyrer).
Tårnet knytter sig formodentlig til tårnet, hun var indespærret i, og som hun lod ombygge, således at det stod som et symbol på treenigheden. Monstransen knytter sig formodentlig til en begivenhed i 1448, hvor hollænderen Heinrick Kock zu Gorkum var næsten brændt ihjel på bålet, men Barbara viste sig for ham og holdt ham i live til han havde modtaget sakramenterne. Hertil knytter sig vel også, at hun påkaldes af alle, der lider en pludselig død uden at kunne modtage kirkens sakramenter.
Ikke sjældent finder man også Skt. Barbara afbilledet med artilleristiske motiver, som kanon eller kanonkugle. Det berømteste billede af Skt. Barbara er vel nok malet af maleren J.P. Vecchio (1480-1528). Billedet er opstillet som altertavle i Skt. Maria Formosa kirken i Venezia. Det menes, at dette billede er bestilt af Lombarderne, efter at de havde skudt Brescias murer i stykker og dermed tvunget byen til overgivelse.
En sikker ukendt ting for de fleste er, at den knælende figur til venstre på Raphaels billede "Den Sixtinske Madonna" er en gengivelse af Skt. Barbara, medens den anden knælende figur er Skt. Sixtus. Men ellers har de fleste store mestre afbildet Skt. Barbara f.eks. Van Eyck (Roun«s kunstmuseum, Rubens (Dulwick galleriet) og Holbein (München galleriet).
Her i landet er Skt. Barbara afbildet i mange kirker, bl.a. Århus domkirke, ligesom der på forskellige artillerikaserner findes et eller flere billeder af helgenen. Ved Kronens Artilleriregiment findes bl.a. en ikon malet på Cypern i 1966 på opfordring af nogle af regimentes officerer, der på dette tidspunkt gjorde tjeneste ved FN-kommandoet. Fra samme periode stammer også en lille plakette også hjemført fra Cypern. Endvidere findes der ophængt en middelalderlig bogillustration.

 

Til top



Om sangen "Sankt Barbara"


Sangen stammer fra besættelsen og er forfattet af oberstløjtnant Helmer Nielsen og oberstløjtnant L.S. Aabech i 1942. Teksten til de to sidste vers er forfattet af Helmer Nielsen og musikken samt første vers af L.S. Aabech.
Grunden til den noget svulstige tekst, som oberstløjtnant H. Nielsen selv hævder den er, skyldes bl.a. de omstændigheder, hvorunder sangen blev til under besættelsen, hvor adskillige i militæret følte, at de ikke var blevet udnyttet efter den hensigt, der bør være med et forsvar, samt vel også under indtryk af de mange kammerater, der fra første færd var i modstandsbevægelsen. Sangen blev præsenteret i sommeren 1942 på Artilleribefalingsmandsskolen, som på det tidspunkt var flyttet til Holbæk Kaserne, idet et af fagene dengang netop var sang, og på denne tid ikke mindst fædrelandssang. Sangen blev hurtigt populær blandt befalingsmandseleverne og kom siden over Sundet til Den Danske Brigade i Sverige, som igen bragte den med til Danmark efter befrielsen
.

 

Til top


Sankt Barbara.

1.
     I 1. (2. - 3.) batteri
     der er der fart og energi, fordi
     vi alle hænger i.
     Det går så nemt,
     da vi for længst de hårde tørne
     sure tjanser har glemt.
    
     Ja, vi vil værne om vort land og Konge
     og dertil har vi vor kanon,
     i modgang hjælper vor patron,
     og vi hylder derfor Sankt Barbara
     Trala - la - la
     Stem nu bare i, kammerat - Hej!
     Stol på Sankt Barbara - Hurra!

2.
     Giv agt, artillerist
     og skån kanonen for hver brist
     for den skal tale med til sidst,
     når vi skal ud
     på Kongens bud
     og give fjenden en lektion med skarpe skud.
    
     Ja, vi vil værne o.s.v.

3.
    
Soldat du danske mand,
     vi lover nu at holde stand,
     når vi skal kæmpe for vort land.
     Den tid er nær,
     da Danmarks hær
     skal træde an og løfte højt vor fane kær.
    
     Ja, vi vil værne o.s.v.

 

Tilbage                Til top         

Copyright © Aktive Kanonérer