Sankt Barbara
Sankt Barbara: Artilleristernes skytshelgen
Indhold
- Hvorfor den 4. december?
- Legenden om Skt. Barbara.
- Hvorfor skytshelgen for artilleriet?
- Skt. Barbara i kunsten.
- Om sangen "Sankt Barbara".
Hvert år den 4. december samles artillerister over
hele verden i deres garnisoner eller i deres kantonnement for at holde parade.
Hvorfor sker det netop den 4. december?
Svaret på dette spørgsmål er, at den dag fejrer
artillerister verden over Skt. Barbara, (hvis dødsdag det er). Ifølge gamle overleveringer er Skt. Barbara
skytshelgen for bjergværksfolk, folk der arbejder med sprængstoffer,
artillerister og mange flere. At Skt. Barbara af den katolske kirke for et par årtier
siden blev afkanoniceret (ophørte med at have status af helgen), har
tilsyneladende ingen ændringer medført i den holdning, som folk, for hvem hun
var patron, indtager over for hende. Man kan med rette sige: "Men hvad kommer det os
ved, vi er jo ikke katolikker her i landet, så hvorfor så fejre en helgen, ja
oven i købet én, der ikke er helgen mere?" Her er svaret meget ligetil,
idet det fra gammel tid har været naturligt for regimenter verden over, at gøre
denne dag til deres navne eller fanedag, således at der stadig, selv om
helgenen altså ikke er helgen mere, er god grund til, at højtideligholde denne
dag. Men hvad enten den siden er blevet navnedag, fanedag, mindedag for faldne
artillerister eller fødselsdag, og det er det, der primært højtideligholdes,
så er dagen, når artillerister taler sammen Skt. Barbara-dag. At dagen højtideligholdes overalt i verden, selv i
socialistiske lande, har vi eksempler på, idet der findes beretninger fra
engelske officerer, der under Anden Verdenskrig deltog i højtideligholdelse af
dagen hos sovjetiske styrker. Skt. Barbara-dag er altså, hvad man i moderne
sprogbrug kan kalde den internationale artilleridag.
Hvem var så denne Skt. Barbara? Legenden, der fører begivenhederne tilbage til det
tredje århundrede efter Kristi fødsel, fortæller følgende:
I Nocomedia i Lilleasien fødes omkring år 210 e.kr.
en pige, som datter af en rig adelsmand ved navn Dioskuros. Ganske kort tid
efter fødslen døde den lille Barbaras mor, og pigen voksede op som enebarn i
en stærk beskyttet tilværelse, hvor faderen og tjenestefolk forgudede hende
for hendes intelligens og skønhed. Af beskedenhed holdt hun sig for sig selv,
deltog hverken i selskabelighed eller fornøjelser, og hendes valg af venner
gjorde, at hun isolerede sig.
Hendes meget følsomme sind gjorde hende modtagelig
over for kristendommen, og da hun hørte, at biskop Origenus var ankommet til
Alexandria, skrev hun til ham, at hun ønskede at blive oplyst om kristendommen.
Biskoppen sendte en diakon ved navn Valentinos, som underviste Barbara i den nye
lære.
Faderen, der var en ivrig modstander af kristendommen,
forsøgte på alle måder, at få datteren omvendt fra den kristne tro. Han
skaffede rige og fornemme friere til sin datter, byggede et palads med rigt
udsmykkede afgudsfigurer til hende, men lige meget hjalp det.
Hun ville kun gifte sig med en mand af hendes tro. Til
slut blev faderen så ophidset, at han spærrede hende inde i slotstårnet.
Da faderen efter en rejse vendte hjem til slottet,
fandt han alle afgudsbillederne ødelagt, og til de to vinduer, der var i tårnet,
hvor Barbara var indespærret, havde hun ladet lave endnu et (som symbol på
treenigheden), og desuden havde hun malet et kors på gulvet. Folk, som af
faderen var sat til at bevogte hende, kunne fortælle, at hun fremsagde
underlige bønner og anråbte Kristus og Jomfru Maria. Rasende gik Dioskuros til
sin datter, men ikke alene vedgik Barbara sig sin tro, hun forsøgte også at
omvende faderen.
Ude af sig selv forsøgte faderen nu at dræbe hende,
men på hendes bønner åbnede tårnvuggen sig, og hun flygtede forfulgt af
faderen ud i bjergene. Da faderen var ved at fange hende, flygtede hun gennem en
åbning i fjeldet, som lukkede sig efter hende, således at faderen ikke kunne
forfølge hende. Hun holdt sig skjult i bjergene til hun ved et tilfælde blev røbet.
Faderen greb hende og førte hende som fange til præfekten Markpianos. Præfekten
blev slået af hendes skønhed og mildhed og forsøgte at forsone faderen og
hende. Men Barbara holdt fast ved sin tro og udsattes nu for stærk tortur for
at få hende til at afsværge kristendommen.
Om natten skete der undere i fængslet, hvor Barbara
var spærret inde. Det mørke fængsel blev overstrålet af et himmelsk lys, og
Kristus viste sig for hende og sagde: "Vær frimodig, min datter, se jeg er
med dig". Han læger hendes sår til stor forundring for hendes vagter. Også
under torturen sker der undere. Glødende fakler, som man vil brænde hende med,
slukkes så snart de kommer i nærheden af hende. Da Barbara på trods af
torturen holder fast ved troen dømmes hun til døden.
Dioskuros, som enten drevet af raseriets vanvid eller
ønsket om at behage sine guder, søgte og fik tilladelse til selv at eksekvere
dødsdommen. Han slæbte Barbara op på et højt bjerg og halshuggede hende.
Straks efter ugerningen blev han grebet af frygt og flygtede fra stedet, men på
vej ned ad bjerget ramtes han af et lyn og udslettedes totalt. Den samme skæbne
overgik også dommeren, der dømte hende. Dette var, siger legenden, den fjerde
mirakuløse begivenhed, som åbenbarede den højestes vilje i Barbaras lange og
smertefulde martyrium.
I følge legenden førte de kristne under ledelse af
diakonen Valentinos nu martyrens lig til Nocomedia, hvor det blev gravsat i
kirken. Omkring år 500 lod kejser Justinian relikvierne føre til
Konstantinopel, hvor pave Leo i slutningen af det 5. århundrede lod bygge en
kirke over graven. Hertil er der enighed i de forskellige kilder, der findes.
For i virkeligheden er der også en ortodoks version af legenden, men indtil
dette punkt er der ret stor overensstemmelse mellem de to versioner, bortset fra
at Barbara i den ortodokse version kaldes Varvara. Men især hvad der er blevet
af relikvierne siden de førtes til Skt. Marcus kirken i Venezia og senere
derfra til Skt. Martin kirken i Buriano. Den ortodokse version hævder derimod,
at relikvierne under storfyrste Michaiel Svjatopolk Isjaschlavitsch blev ført
til Kiev, hvor storfyrste Michail i begyndelsen af 1100-tallet byggede en
stenkirke til ærkeenglen Michael over graven.
Hvorfor en skytshelgen for
Artilleriet
Hvornår Barbara er blevet skytshelgen for artilleriet,
ved man ikke bestemt; men det stammer formentlig tilbage til begyndelsen af
1500-tallet. Det må siges, at det er naturligt, at det blev hende, især fordi
der var tradition for, at man påkaldte hende, når man blev udsat for en
pludselig og voldsom død uden at kunne modtage sakramenterne. Derfor påkaldte
også soldaterne hende, og da man til i middelalderen forbandt lynet med
artilleriet, og da dette i de første år var snævert forbundet med fæstningsværker,
er det naturligt, når man tænker på legenden, at forbinde Barbara med
artilleriet.
Således hedder det i en gammel håndbog for
artilleriet: "Vort våben har en ret til arven efter Thor, thi vi skal værge
land med lyn og torden". Professor dr. Karl Kunstle mener, at Skt. Barbara
er blevet skytshelgen for artilleriet på grund af hendes tårn, der fik
artilleristernes, som i begyndelsen var knyttet til forsvar af byer og fæstninger,
til at tænke på de bygninger, hvorfra de forsvarede byer og fæstninger.
Forbindelsen er altså: Tårn - fæstning - byer - artilleri. Dette kan også
forklare, hvorfor Skt. Barbara også er patron for arkitekter, gravere, murere,
tømrere, støbere, fanger og våbensmede. En anden ting er, at den hurtige og
voldsomme død var noget, der til stadighed var nærværende for artillerister i
1500-tallet og meget langt frem i tiden, idet de jo omgikkes krudtet på nærmere
hold end nogen andre, hvilket i middelalderen ofte medførte, at de kom voldsomt
af dage, selv når der ikke var krigshandlinger. I den forbindelse kan nævnes
det religiøse præg omgangen med krudt havde til langt op i det 18-århundrede.
Det hedder således i et manuskript fra begyndelsen af
1400-årene: "Artilleriskytten må ære og frygte Gud mere end andre
krigsfolk, da han altid i krudtet har sin største fjende under hænderne".
I et norsk manuskript fra 1698 hedder det: "---- for alting at sky al sværgen
og banden samt al anden ond lyst, som overflødig drik af øl, vin og brændevin".
I en instruktion for den Dansk-Norske Hær fra 1776, og
som vistnok aldring formelt er ophævet hedder det:
"Enhver som er på arbejde i eller uden for krudttårnet
bør forrette deres gerning med en sådan ærbødig stilhed, som det sømmer sig
på et sted, hvor (ifald den allerhøjeste Gud ikke selv i nåden holdt sin hånd
over arbejdet) den mindste uforsigtighed ikke alene kan forvolde alle tilstedeværende
livs forlis, men end også i et øjeblik kan forvandle såvel dette sted som de
omliggende til en stenhob. Enhver formanes derfor at iagttage al muligste
varsomhed og forsigtighed med krudtets behandling. Forbydes tillige alle og
enhver på det skarpeste og alvorligste, hvad enten de er ved krudtets
behandling eller dets transport, enten af fortrædelighed under arbejdet og
endnu langt mindre af letsindighed, at lade udgå af deres mund nogen eder eller
banden, eller nogen letsindig eller liderlig snak, hvorved den allerhøjestes
navn bliver vanæret eller forhånet".
Det er derfor sandsynligt, at det er Skt. Barbaras
voldsomme død og krudtets farlighed, som har gjort hende til skytshelgen for
artilleriet. Skt. Barbara-motivet er anvendt i bomærket for hjemmeværnsdistrikt
Birkerød.
Legenden om Skt. Barbara har gennem tiderne inspireret
mange kunstnere, ikke mindst de gamle mestre.
Rundt om i verden især i de kirker, der i sin tid er
blevet indviet til Skt. Barbara, finder vi gengivelser af hende og hendes liv,
ligesom vi ofte finder hende på religiøse gruppebilleder. Som regel er hun
malet med en eller flere af sine attributter, der er tårnet med de tre vinduer,
alterkalk eller monstrans i den ene hånd og en palmegren i den anden.
Palmegrenene er dog fælles for alle helgener, idet det er fredssymbolet og
symbol for martyrer).
Tårnet knytter sig formodentlig til tårnet, hun var
indespærret i, og som hun lod ombygge, således at det stod som et symbol på
treenigheden. Monstransen knytter sig formodentlig til en begivenhed i 1448,
hvor hollænderen Heinrick Kock zu Gorkum var næsten brændt ihjel på bålet,
men Barbara viste sig for ham og holdt ham i live til han havde modtaget
sakramenterne. Hertil knytter sig vel også, at hun påkaldes af alle, der lider
en pludselig død uden at kunne modtage kirkens sakramenter.
Ikke sjældent finder man også Skt. Barbara afbilledet
med artilleristiske motiver, som kanon eller kanonkugle. Det berømteste billede
af Skt. Barbara er vel nok malet af maleren J.P. Vecchio (1480-1528). Billedet
er opstillet som altertavle i Skt. Maria Formosa kirken i Venezia. Det menes, at
dette billede er bestilt af Lombarderne, efter at de havde skudt Brescias murer
i stykker og dermed tvunget byen til overgivelse.
En sikker ukendt ting for de fleste er, at den knælende
figur til venstre på Raphaels billede "Den Sixtinske Madonna" er en
gengivelse af Skt. Barbara, medens den anden knælende figur er Skt. Sixtus. Men
ellers har de fleste store mestre afbildet Skt. Barbara f.eks. Van Eyck (Roun«s
kunstmuseum, Rubens (Dulwick galleriet) og Holbein (München galleriet).
Her i landet er Skt. Barbara afbildet i mange kirker,
bl.a. Århus domkirke, ligesom der på forskellige artillerikaserner findes et
eller flere billeder af helgenen. Ved Kronens Artilleriregiment findes bl.a. en
ikon malet på Cypern i 1966 på opfordring af nogle af regimentes officerer,
der på dette tidspunkt gjorde tjeneste ved FN-kommandoet. Fra samme periode
stammer også en lille plakette også hjemført fra Cypern. Endvidere findes der
ophængt en middelalderlig bogillustration.
Sangen stammer fra besættelsen og er forfattet af
oberstløjtnant Helmer Nielsen og oberstløjtnant L.S. Aabech i 1942. Teksten
til de to sidste vers er forfattet af Helmer Nielsen og musikken samt første
vers af L.S. Aabech.
Grunden til den noget svulstige tekst, som oberstløjtnant
H. Nielsen selv hævder den er, skyldes bl.a. de omstændigheder, hvorunder
sangen blev til under besættelsen, hvor adskillige i militæret følte, at de
ikke var blevet udnyttet efter den hensigt, der bør være med et forsvar, samt
vel også under indtryk af de mange kammerater, der fra første færd var i
modstandsbevægelsen. Sangen blev præsenteret i sommeren 1942 på
Artilleribefalingsmandsskolen, som på det tidspunkt var flyttet til Holbæk
Kaserne, idet et af fagene dengang netop var sang, og på denne tid ikke mindst
fædrelandssang. Sangen blev hurtigt populær blandt befalingsmandseleverne og
kom siden over Sundet til Den Danske Brigade i Sverige, som igen bragte den med
til Danmark efter befrielsen.
Sankt Barbara.
1.
I 1. (2. - 3.) batteri
der er der fart og energi, fordi
vi alle hænger i.
Det går så nemt,
da vi for længst de hårde tørne
sure tjanser har glemt.
Ja, vi vil værne om vort land og Konge
og dertil har vi vor kanon,
i modgang hjælper vor patron,
og vi hylder derfor Sankt Barbara
Trala - la - la
Stem nu bare i, kammerat - Hej!
Stol på Sankt Barbara - Hurra!
2.
Giv agt, artillerist
og skån kanonen for hver brist
for den skal tale med til sidst,
når vi skal ud
på Kongens bud
og give fjenden en lektion med skarpe skud.
Ja, vi vil værne o.s.v.
3.
Soldat du danske mand,
vi lover nu at holde stand,
når vi skal kæmpe for vort land.
Den tid er nær,
da Danmarks hær
skal træde an og løfte højt vor fane kær.
Ja, vi vil værne o.s.v.
Copyright © Aktive Kanonérer